Samtalen om livet og hvad der venter os
At leve livet handler også om at snakke om livet
Hvornår har du sidst snakket med dine nære; partner, venner, forældre eller bedsteforældre omkring deres liv?
Hvornår har du sidst haft en rigtig god samtale med dem, som handlede om alt det de har oplevet?
Vi har alle travlt med alt muligt, og rundt omkring i de mange hjem går samtalen måske på helt andre ting, såsom de små problemer i hverdagen, den seneste app, der kan gøre dit liv lettere eller blot hvad der sker ude i samfundet.
Måske vi ville have godt af at snakke om, hvad der sker i vores liv, og alt det, der har været sket.
Hvis der er nogle, der har forstand på at snakke om livet, er det Stine Buje.
Billedet er fra www.stinebuje.dk
Billedet er fra www.stinebuje.dk
Bogen om livet, 2018
Snak på livet løs, 2015
Giv sorgen ord, medforfatter, 2019
Min egen vej, ghostwriter, 2016
Smil dig glad, ghostwriter , 2017
Stine Buje er forfatter, foredragsholder og podcastværtinde og giver inspiration til at leve livet fuldt og helt.
Når man snakker om livet og døden, er Stine Buje en anerkendt stemme her i Danmark. Stine har med sin mange års erfaring inden for samtaler om liv og død, en mission om at få folk til at lære af døden og leve deres liv fuldt og helt.
Stines rejse startede tilbage i 2012, og siden hen har hun et væld af initiativer bag sig. Det startede med bogen ” Snak på livet løs”, som nu har flere priser bag sig.
Det var blot starten på alle de bøger, Stine har skrevet, se alle bøger her.
Derudover har hun utallige foredrag bag sig, og ikke mindst podcastserien “Om lidt bli’r her stille”, som giver inspiration til at leve med hjertet forrest. Læs mere eller lyt til podcasten her.
Stine har derudover også samtalekort, som i dag består af 75 spørgsmål om det vigtige her i livet. Dem finder du her.
Vi har haft en snak med Stine Buje, omkring det at tale om livet
Stine har blandt andet lavet Samtalekortene, som netop skal hjælpe folk med at snakke sammen. Og det lyder måske banalt, men hele tanken er netop at få folk til at tale, OG lytte til hinanden. Og dermed også blive nysgerrig på hinandens liv og spørge ind til det.
Ideen til samtalekortene
Efter at Stine udgav sin første bog , begyndte folk at henvende sig for at få hendes bud på helt konkrete spørgsmål, der kunne sætte en god samtale i gang. Stine havde allerede et ark liggende med de bedste spørgsmål, som hun havde samlet sammen igennem årene, og da den globale pandemi aflyste alle hendes foredrag, besluttede hun sig for at udleve en gammel drøm om at skabe nogle samtalekort, der kunne bringe os tættere sammen.
Et udvalg af samtalekortene
Billedet er fra www.stinebuje.dk
Billedet er fra www.stinebuje.dk
Stine bruger selv samtalekortene
Idéen til samtalekortene opstod allerede i 2012, hvor hendes mor blev ramt af uhelbredelig kræft. Halvanden måned før moderen døde, inviterede Stine hende med på hotel, hvor hun havde samlet en stak spørgsmål, der handlede om moderskabet. Stines mor ville aldrig nå at blive mormor, men med spørgsmålene fik hun mulighed for at sætte sit aftryk og give sine indsigter videre. Stine optog samtalen på diktafon, så hun har moderens stemme med sig videre i livet. Det betyder noget helt særligt i dag, hvor hun selv er blevet mor til en lille dreng.
Samtalekortene kan bruges i alle faser af livet. De bliver brugt af kærester, familier og veninder, som har et ønske om at komme endnu tættere på hinanden ved at tage hul på nye samtaleemner.
Stine har selv brugt samtalekortene med sine egne veninder, og den næste, der står for skud er hendes far.
Vi spurgte Stine, hvad hun havde fået ud af at lave og bruge samtalekortene
Samtalekortene er en hyldest til livet og kærligheden. De giver et kærligt afsæt til at blive klogere på vores nærmeste, men de giver også en mulighed for at lære os selv at kende på ny. Jeg kan godt lide, at samtalekortene ikke defineres af regler, men af åbenhed og nærvær.
Mange af os har sikkert oplevet at sidde i samtaler, hvor vi bruger mere tid på at tænke over, hvad vi selv skal spille ind med end på at lytte til den anden. I min optik er vi interessante, hvis vi er interesserede. Vi går glip af så meget guld, når vi glemmer at spørge ind til hinanden. Tænk bare på, hvor mange anekdoter, gode grin og kærlighed, der viser sig, når vi tør at gå tæt på. Samtalekortene åbner for de samtaler, vi har alt for få af, men som vi husker resten af livet.
”Relationer er det vigtigste, vi har.
Nærvær er det vigtigste, vi kan give.”
Citat Stine Buje
Et udvalg af samtalekortene
Hvordan kan man bruge kortene
Der er ingen rigtig eller forkert måde at bruge samtalekortene på. Stine har hørt om flere forskellige idéer:
- Man kan trække et spørgsmål hver dag under aftensmaden for at starte spændende samtaler, som beriger hverdagen.
- Man kan lave en 30 dages udfordring, hvor man hver dag stiller et nyt spørgsmål til hinanden i en online gruppe.
- Man kan tage i sommerhus og bruge en hel aften eller dag på nærværende samtaler med hinanden.
For Stine er det vigtigste, at man sørger for at skabe en hyggelig ramme omkring samtalen, så det bliver trygt at reflektere over livet og spørge ind til hinanden.
Hvorfor mener du, at det er vigtigt at tale om livet og døden?
Stine arbejder og snakker tit om livets afslutning
Samtalekortene kan bruges i alle faser af livet – også når vi skal kigge tilbage på det liv, vi forhåbentlig har levet med hjertet forrest. Jeg har altid fokuseret meget på de pårørende i mit arbejde, men undersøgelser viser, at det også er værdifuldt for den, der skal herfra, at få en mulighed for at binde sløjfe på livet. Man føler sig anerkendt og betydningsfuld, når andre spørger ind og lytter. Som pårørende er der en lindring i at vide, at man har gjort, hvad man kunne for at få talt om det, der tæller. Det gør mig altid så ondt, når jeg møder pårørende, som ikke greb den mulighed, mens de havde chancen. Samtalekortene kan hjælpe os med at få tungen på gled, så vi kan få talt om det, der tæller.
At tale om livet gør noget ved os mennesker. Samtaler forbinder os med os selv og hinanden. Der er aldrig nogen, der fortryder, at de ikke arbejdede mere, havde flere ting eller tjente flere penge. Til gengæld fremhæver vi altid mængden og kvaliteten af tiden med vores nærmeste som det vigtigste, når vi skal gøre det endelige regnskab op. Mit håb er, at jeg vil motivere og inspirere os til at bruge tiden på det og dem, som giver os mest værdi.
En stor tak til Stine Buje, som du kan læse mere om her.